Alt var klart. I dagevis havde vejret artet sig på skønneste vis. På strandengen ved Sønderby havn lå det største sankthans-bål i nyere tid klar til at blive stukket i brand. Og Birgit Vineke fra landsbyen havde bagt fine cupcakes og lavet spandevis af kaffe.

Men halvanden time før bålet efter planen skulle tændes brød helvede løs. En strid blæst rejste sig over fjorden, himlen åbnede for sluserne og lynild og torden rumlede hen over fjordlandet. På en time faldt der tyve millimeter regn.

Pakket ind i regntøj og sydvest mødtes grundejer-bestyrelsens sankthans-fyrbødere ved bålpladsen for at tage bestik af situationen. Uvejret begyndte måske at stilne en smule af, men bålet var jo gennemblødt og vinden stadig uforsvarlig kraftig. Her var vist ikke meget at stille op.

Men så kom Birgit Vineke kørende med veninde, cupcakes og kaffe og slog cafe op fra bagsmækken af sin gamle Volvo. Drypvis gennem regnen dukkede flere Sønderbyboere standhaftige op. Og så kom Knud kørende med en dunk petroleum og et beslutsomt blik. Dagen forinden havde han ryddet en bålplads tættere på havnen og opbygget et rigtigt brændebål, vi kunne varme os ved, når det store var brændt ned – og nu mente han nok, at det var forsvarligt at stikke ild i det. Snart lyste sankthans-flammerne alligevel ved Sønderby havn – og det lykkedes den lille flok, vi efterhånden var samlet, at synge sig igennem Midsommervisen i både Drachmanns og Shubiduas versioner.

Til sidst – og efter tre forsøg – lykkedes det også at få tændt det store bål. Der var klokken vel efterhånden blevet 23 og vi var blot en lille flok tilbage. Men sommernatten var mild. vinden havde lagt sig, regnen hørt op – og fjerne lyn fortsatte i timevis med at oplyse hele den sydlige horisont. Sådan blev det alligevel en dejlig Sankt Hans aften på strandengen i Sønderby.