Skøn festaften på havnen

Op imod et halvt hundrede grund- og bådejere havde en herlig havnefest i det skønne Skt. Hans vejr.

Vi grillede og hyggede os med behørig afstand mellem bordene, men kærlige kram og glade ansigter sad alligevel løse i sommernatten.

Klokken 20 slog formand Dan på sin medbragte mødeklokke og holdt en kort tale, efterfulgt af Poul fra bestyrelsen, som sluttede med at overrække saksen til Nina fra Harebakkevej 8. Som en af havnens helt nye brugere var Nina betroet opgaven at klippe det symbolske røde bånd og indvie vores nyrenoverede sydmole.

Vi råbte højt hurra og skålede i bobler, mens Dannebrog blafrede fra flagstangen yderst på molen. Bagefter gav Kammas Finn os en tur på harmonikassen, akkompagneret af Mick fra Skovvejen på guitar, og vores nytilflytter Michael på Duevej, som med sin milde røst ledte os sikkert gennem de omdelte sømandsviser.

Kl. 21.30 tændte vi bålet på strandengen, og takket være det gode akkompagnement lykkedes det os i år at komme helskindet igennem Midsommervisen – og oven i købet slutte omtrent samtidig!

Hyggen fortsatte ved bordene ind i sommernatten indtil de sidste vaklede hjem – herligt berusede af hinandens selskab, det skønne vejr og de gode bobler 🙂


OBS: Glemte sager er lagt frem på et af bordene: Linsedæksel til Nikon kamera, en blå dug, een (!) vandrestav samt et par glas. Bliver de ikke afhentet i løbet af dagen, kan de hentes hos Poul på Harebakkevej 35.

Skriv et svar